Breve til Pet 1957

 Kære Pet

 … Mit værelse er også helt rart - der er så dejlig meget sol her og det er jeg så glad for - og ingen larm fra gaden. Det er på tredje sal og ud mod gården, lige langt nok oppe til, at solen kommer og spektaklet forsvinder. Lige da jeg så værelset, synes jeg det så lidt tomt ud, men så snart jeg fik mine sager stillet frem og fikset lidt op her og der, blev resultatet helt fint...

 Vi synes ligefrem, vi har fået et hjem helt for os selv nu.

 … Nå, I skal da også vide, at vi i dag er i særlig godt humør, Olav kom hjem med 2 – to – rene UG’er i fredags… I kan tro, det gør godt at se og høre. Vi var så sprælske, at vi susede ind i byen på cykel og fløjtede og snakkede og lavede alt muligt sjov... 

København, 1957

17.11.1957, Søndag, København

 

 

Kære Pet og Niels (Kort fra Lars Olav)

 

Tusind tak for hilsen; blev omsat i en fl. rødvin. Nete er på besøg. Har lige været på Statens Museum for Kunst til klaverkoncert.

 

Alle de kærligste hilsner til jer og ungerne fra Olav & Nete.

 

xx.xx.1957 Forår. St. Kongensgade

 

København tirsdag.

Kære Pet og familie! Nu vil jeg alligevel sætte mig til at skrive til dig. Jeg lovede da vidst, at gøre det, så snart jeg fik mig indrettet, så nu kan jeg ikke være det bekendt længere. Noget helt andet er også, at Olav stadigvæk ikke har fået sendt det medicin til jer og det har han endda lovet mig, at skulle gøre, så snart vi kom her ind. Nu har han fået det anbragt her i mit vindue, så nu må jeg hellere se og få det sendt til jer, hvad han nok også regner bestemt med, jeg gør. Så vidt jeg ved, kan I få mere hvis I vil, men det ved Olav jo da, jeg synes nemlig han snakkede noget om, at I selv kunne skrive efter det - eller noget i den retning, men det får I jo nok ud af ham en gang.

 

Vi har det rigtig godt herinde. Jeg har nu altså savnet jer og dem der er hjemme lidt, men det gør man vel altid, når det hele er nyt. Nu synes ja sagtens, det hele kan gå, for nu kan jeg begynde og finde lidt rundt herinde, i hvert fald kan jeg altid finde ud af i hvad retning, jeg skal gå - og så finder man altid det, man søger efter. Mit værelse er også helt rart - der er så dejlig meget sol her og det er jeg så glad for - og ingen larm fra gaden. Det er på tredje sal og ud mod gården, lige langt nok oppe til, at solen kommer og spektaklet forsvinder. Lige da jeg så værelset, synes jeg det så lidt tomt ud, men så snart jeg fik mine sager stillet frem og fikset lidt op her og der, blev resultatet helt fint. Lige her foran vinduet står et bord - noget i retning af et skrivebord. Ved den ene side ottomanen og indbygget skab - og og der blev heldigvis plads til min kommode imellem. Ved den anden side lænestol og bord og vaskekumme, så kan der heller ikke være mere her. Der er gulvtæppe næsten over hele gulvet og helt pæne gardiner, så det er vi meget godt tilfredse med. Vi synes ligefrem, vi har fået et hjem helt for os selv nu. Køkkenet er også god nok, men ingen skab til mig. Det er ene indfødte københavnerinder, der bor her, så jeg vil ikke skændes med dem, for at få noget plads derude. Desuden er de nogle værre roder -  for de har alt deres mad stående oven i hinanden, så der er heller ikke så meget ved at dele med dem. Jeg har indrettet det sådan, at jeg kan have det i bunden af mit skab - der er heller ikke mere … 

St. Kongensgade - Vort første hjem.

01.09.1957 St. Kongengade, København

Søndag

Kære Pet og familie! Er det ikke dejligt, når det er søndag? Vi nyder sådan en dag, så det kan I ikke tænke jer. Alene det, at jeg ikke skal stille uret til at ringe om lørdagen, når vi går i seng, er en herlig fornemmelse. Så sover vi så længe, vi kan og drikker ellers kaffe lige til middag, læser aviser og snakker om ugens begivenheder - alt sammen, mens vi stadigvæk sidder i pyjamas.

 

I dag regnede det så dumt fra morgenen af, men nu er det fint igen og vi har lige været nede og se vagtskiftet på Amalienborg. Det er jo lige her ved. Flot og se. Jo, nu har vi da set det nogle gange og vi synes det er lige storslået hver gang. Desværre har vi aldrig været heldige at komme der, når Frederik er hjemme, så er der jo ingen musik på. Nå, I skal da også vide, at vi i dag er i særlig godt humør, I parentes bemærket (vi har fået gule ærter til middag) Blå Bånd. De smagte dejlig, men det var nu ikke så meget det, men Olav kom hjem med 2 – to – rene UG’er  i fredags. I kan tro, det gør godt at se og høre. Vi var så sprælske, at vi susede ind i byen på cykel og fløjtede og snakkede og lavede alt muligt sjov. På mandag og tirsdag står den så på prøveeksamen og de har vi straks meget mere mod på nu. Det var analysen i organisk kemi han har fået så fine karakterer og jeg er så usandsynlig glad for, at han får så godt begyndt med alt det, der skal ske næste år, for det giver mod og blod på tanden til de næste.

 

Tak for brev Pet! Det var sørme sødt af dig at tænke på mig med en ny kjole, men jeg kan ikke nå det nu, fordi det er allerede nu - torsdag de skal giftes, ellers ville jeg meget gerne har haft haft det. Jo, du kan tro, den kunne blive sød med stram talje, som du siger og så draperet lidt i halsen at vidde i nederdelen, desuden har jeg en gammel sort taftsnederdel, rundskåren, det ville have været fin og tage at tage under. Nu har jeg fået min fløjskjole sendt her over, så den tager jeg på, men ved du hvad, pyt, nu ved jeg jo, at du har noget liggende, du ingen brug har for, så hvis vi en anden gang pludselig skal til fest (og finanserne står som nu) kan jo altid spørge, om du stadig har det liggende, men tusind tak for tanken. Jeg bliver glad for den, kan du tro. Den varmede. Ellers glæder vi os til torsdag. Trods det, at jeg har haft lidt besværlige tanker med hensyn til det ene og det andet. Det er så mærkeligt, at vi er de eneste, der skal med, men sådan vil Ragna og hendes forlovede nu gerne have det og det er jo noget, de bestemmer. De skal vies på rådhuset i Helsingør klokken 2 [5/9 1957] og jeg tager selvfølgelig op til min søster fra morgenen af. Olav kommer, når han er færdig klokken 11. Når de er blevet gift, tager vi hjem i deres nye lejlighed og skåler i en flaske ægte champagne. Klokken 5 spiser vi middag på Kystens Perle, Københavns fineste og så ind og se Can-Can. Vi skal vist nok slutte af med natmad på Wivex, men det ved jeg ikke rigtig, hvor det skal være. Fint ikke? Ingen under, at vi glæder os. Vi er jo ikke vant til sådan at komme ud, ikke så dyre steder i alt fald. Heldigvis er Olav OK nu, men det har også været noget af en drøj omgang forkølelse, han har haft.

 

Og du har været med til forældredag. Det kan jeg rigtig nok godt forstå var morsomt: Heldigvis som du skriver, er det ikke det samme med skolegang nu som før. Bare den tanke, at man kan tage hen til læreren og snakke med ham, hvis der bliver noget, er dejlig. Nej, nu vil jeg holde.

Figur 2. Lars Olav og Ole i et øvelokale på den Farmaceutiske Højskole 

Det er da en forfærdelig gang hø, du får, men du får det hele. Olav begynder at lette på sig. Han har læst og vil ikke have jeg skriver længere. Han vil snakke, forstår du, så skal jeg helst være til rådighed for herren. Ikke mere nu. Tusind hilsner til jer alle fire fra Olav og Nete.

 

Håber I får tørvejr til kornet. Vi har jo snakket noget om, I også havder regnvejr som her.

 

 

Klip fra Ægteskabsjournalen side 61 for Helsingør Rådhus. Ragna og Kai bliver gift torsdag den 5/9 1957.

Comments.

Alene vs. Ensom.

 

2020. Nethe var den mest intellektuelle af os og jeg savner at tale med hende om vanskelige ting. Det var også Nethe, der havde de sociale færdigheder. Det kom vel af at være vokset op i en søskendeflok på fem og i en landsby med jævnaldrende omkring sig. Født på en gård med to søstre fire og otte år ældre gav mindre og fravær af legekammerater kan der ikke rådes bod på sidenhen.

 

At føle sig alene og at føle sig ensom fandt Nethe og jeg var to forskellige ting. Hendes arbejde i ældrerådet gav ofte anledning til at komme ind på dette.

 

Min naboerske inviterede mig på kaffe en eftermiddag og kom ind på emnet. Hun kunne ikke skelne og mente ældresagen, kortklub og fællesspisning var løsningen for enker og enkemænd. De hårfine nuancer - det sofistikerede - fornemmede hun ikke, tror jeg. Nethes læsekredsveninde Dagmar var derimod enig. ”At være alene og at være ensom er ikke det samme”, men hun var også ud af en højskolefamilie.

 

Ensom. Jeg var vel 14-15 år første gang jeg følte ensomhed og uimodståelig trang til at tale med andre. Det fik mig til at cykle til Hallund og besøge min storesøster Pet og hendes mand Niels - som regel en lørdag aften. Så hørte vi radio – Phieselback med Ole Monty og Knud Pheiffer, Weekend-Hytten og Statsradiofoniens Underholdningskor med  Svend Saaby. Her oplevedes hygge krydret med vidtløftige emner og ofte politik, nyt for mig. Da jeg kom til Hundborg, blev det Vangsgaard, diakon og indehaver af Hvilehjemmet, jeg besøgte - lidt for ofte, men de havde altid kaffe på kanden og havde vel også selv lidt glæde af at tale om andre ting end de daglige. Det sidste halvårstid i Hundborg blev det især Nethes mor Dagmar, jeg tyede til for en hyggeaften med dialog. Dagmar havde startet læsekreds for år tilbage og førte stadig dagbog.

 

I København blev det Nethes fætter Hasse og Lene, jeg faldt over - helt sikkert for meget, så meget, at de en aften havde bestemt sig for ikke at lukke op, når jeg ringede på, men forbarmede sig dog. Det var heller ikke let for en ung mand i en fremmed by med et kakkelovnfyret værelse uden brænde, ingen radio, intet fjernsyn og ingen penge at gå i byen for.

 

Det blev anderledes da Nethe også kom til København. Nethe skriver til min søster bl.a.

 

“... Er det ikke dejligt, når det er søndag? Vi nyder sådan en dag, så det kan I ikke tænke jer. Alene det, at jeg ikke skal stille uret til at ringe om lørdagen, når vi går i seng, er en herlig fornemmelse. Så sover vi så længe, vi kan og drikker ellers kaffe lige til middag, læser aviser og snakker om ugens begivenheder - alt sammen, mens vi stadigvæk sidder i pyjamas...”

 

Nethe rammer plet, for det var netop det, der er modstykket til ensomhed og jeg har aldrig følt mig ensom siden - heller ikke i dag. Jeg vil gerne tale med mine naboer og siger ikke nej tak til en invitation. Jeg vil også holde liv i vore traditionelle gæstebud, men tanken om fællesspisning og kortklub er mig imod - siger mig intet - ikke i dag. Dét ville jeg gerne kunne tale med Nethe om.

 

Alene, det bliver man i mængden, når familien forsvinder. Alle mine godt tyve fastre og mostre er borte og også deres børn. Ud af godt et halvthundrede fætre og kusiner er jeg den eneste, der stadig er i live. Farbror Anthons barnebarn, Lars er i dag den eneste kontakt til mine forældres familie. Lars ringer mig ved juletid og jeg glæder mig over hans opkald.

 

Min far og mor fik fem børn på Søndersiggaard. Måske fordi min storesøster Petra (Pet) var 12 år ældre blev hun min eneste fortrolige. Nu er familien nordenfjords de facto borte for mig, og jeg savner mine forældre og to storesøstre meget – tænker på dem hver dag.

 

For Nethe er det gået ligeså – dog ikke helt. Rudolf bor stadig nærved og Nethe har også haft god kontakt til søskendebørn på mødrene side. På fædrene side har der aldrig rigtig været kontakt. Det sørgede Dagmar for. Døtrene skulle kalde Dagmars mor for ”rigtige bedste” osv. Efter Rudolf flyttede til Skanderborg blev Dorte – jævnaldrende med vores Niels – knyttet tættere til os til glæde for både Nethe og mig.

 

Det er ikke lykkedes at komme over tabet af Nethe. Det er ikke lykkedes at sætte nye mål – kun et mål om at runde af; sørgmodigt.

 

Forældredag.

 

Nethe skriver til min storesøster Pet:

 

Og du har været med til forældredag. Det kan jeg rigtig nok godt forstå var morsomt: Heldigvis som du skriver, er det ikke det samme med skolegang nu som før. Bare den tanke, at man kan tage hen til læreren og snakke med ham, hvis der bliver noget, er dejlig.

 

I Nethes hjem var kontakten til skolen den bedst mulige. Lærer Andersen spiste på skift hjemme hos forældrene og forældrene blev inddraget som undervisere i hvad kundskaber de måtte have. Nethes far var tømrer og underviste dregene i sløjd. Dagmar var uddannet modist og underviste pigerne i håndgerning.

 

Så meget anderledes i min skole. Jeg har aldrig talt med en lærer, hverken i Hallund Skole eller siden hen. Vi blev overhørt på skift, men samtale var der ikke noget af. Som 15-årig har jeg været øretæveindbydende og indkasserede da også en ørefigen fra min klasselærer Johansen, en dag ved tavlen i klassens påsyn. Det har nok været som fortjent, men Realskolen var privat og kunne ikke tåle dårlig omtale, så det var alt i alt ikke så godt.

 

 Gå til Breve til Pet 1958